Paick

I nat har jeg lånt et par øjne ? jeg forsøger, at fremme min perspektivlære. Men de kommer ikke så lagt. Når jeg kigger bort. På vejen foran mig, er mit blik så sløret. Når jeg tager brillerne på. Gør det ondt.

Jeg løber på bare fødder. Blandt drømmens skønne syrener. I det grønne, dette mørke, da flakker jeg i evighed, tomhed, stilhed - endelighed. Og smiler til månens sølvrige skær.

Det er i disse sorte huller. Natten. Man så sjældent fuldt lader sig give. Her er ingen. Og her er alle. Og jeg kniber da en tåre. Væder vemodigt min pude. Ser hvad disse øjne en gang så. Og tænker på hvor i fremtiden de må gå.

For natten den kommer. Og når den gør. Så løfter jeg mit slør af ensomhed og dykker dybt der i - i himmelrummets stjernehav, der hvor jeg møder jer. Jeg låner jeres øjne. Og kigger mig omkring. Kigger lidt på mennesker, blomsterne og bierne.

Sagte og sagligt, en sommerfuglevinge. Passere smukt min vej. Uden tanker uden ord. Vender vi og går. Projektionen af skønhed. Man er, hvad man ser. Jeg kigger lidt på jer. Og tænker det jeg ved.

I nat har jeg lånt et par øjne. Hvor i himmelrummet jeg ser. At I er der. Dér. Blandt stjernerne, tæt ved. Og Her bliver jeg siddende. Og kigger og føler. Og erkender at. Mellem verden og værket fortolkes motivet fra idé til realitet.

Og nu i søvnen I ligger. Blidt med bamsen ved hver side. Hjertet som vugger dybt deri. Og kigger på stjernerummets himmelhav. De øjne I har, den farve de hver i sær ta?r, jeg siger jer i ed. De er de smukkeste farver jeg ved.